Foreningslivet bærer præg af mange foreninger med vidt forskellige tilbud, hvilket betyder, at familier er medlemmer i flere foreninger og dermed ikke opnår et ejerskab til en bestemt forening. Da drivkraften i foreningslivet er frivillig arbejdskraft, kræves mange personer til mange opgaver. Et problem, som mærkes i hele foreningslivet i takt med en travl hverdag i mange familier. Foreninger opfordres til at sprede de mange opgaver på flere hænder og dermed engagere forældre i deres børns foreningsliv.
Vi vil i bestyrelsen bestræbe os på at sammensætte en organisation, som tilpasses behov og forandringer indenfor foreningslivet og fodboldkulturen, så vi vil fremstå som en forening, der kan tiltrække og engagere medlemmer, trænere og hjælpere og dermed fremme og fastholde fodboldspillet. Vi har jfr. organisationsplanen fordelt de mange opgaver i foreningen ud på "flere hænder" og håber dermed at kunne tilbyde en forening der sikrer bredden og fortsat eksistens.
