I en af Røddings bedste kampe i år sikrede holdet sig, at man er med i den bedste halvdel af rækken og nu ikke længere behøver at bekymre sig om nedrykning. Rødding kan nu kigge mod toppen, men alt tyder på endnu et år i serie 3. På sigt ser det dog ud til, at Rødding har et godt ungt hold, som kan spille med om oprykning, specielt hvis man undgår de mange skader og afbud, som Rødding har haft og fortsat har en del af. Men alt i alt ser det godt ud.
Selve kampen mod Askov/Malt blev reelt afgjort midt i første halvleg, hvor Rødding scorede tre hurtige mål efter et par forsvarskoks hos Askov/Malt, som hurtigt blev straffet. Først opsnappede Christian Andersen en dårlig aflevering, og han sendte med det samme bolden ind til 1-0. Kort efter gjorde han det også til 2-0 efter hjørnespark, inden Søren Lund fik en aflevering midt for mål af udeholdets bageste geledder. En foræring som blev omsat til 3-0. Søren Lund scorede endnu en gang inden pausen på en god aflevering fra Henrik Hagen.
I anden halvleg satte Rødding de sidste søm i Askov/Malts ligkiste, og udeholdet ligner i øjeblikket en klar favorit til nedrykning. 100-kampsjubilar Carsten Jessen gjorde det til 5-0 inden Dan Hansen lukkede og slukkede til 6-0. Rødding havde i anden halvleg masser af chancer til at vinde langt større, men det blev ved tenniscifrene.
I næste kamp, søndag den 11. oktober kl. 16.00, møder Rødding endnu et bundhold, da man skal en tur til Vejen. Den første kamp mellem de to hold i Rødding endte 3-3.
Man of the match: Jakob Lavandowski