Menu

Fodboldskole med tid til sjov og leg

image
04. juli 2017 kl. 20:22
96 piger og drenge lærte nye tricks på fodboldbanerne

Der var godt gang i bolde og driblinger overalt på Rødding Stadion, da Rødding IF i sidste uge holdt den traditionelle DBU Fodboldskole.

Og fodboldskolen i Rødding var rigtig godt besøgt, idet 96 piger og drenge havde tilmeldt sig i år.

- Vi har et hold mere i år, så det er rigtig godt, sagde Hans Henrik Sunddal, der sammen med Helle Dahl Hausted havde det forkromede overblik over årets fodboldskole, som i år også kunne notere flere piger.

- Der er 23 piger med i år. Generelt er vi ved at få store pigeårgange, fortalte Hans Henrik Sunddal.

De 96 unge fodboldspillere, der i år fik nye tips og tricks i løbet af ugens træning, var fordelt på seks hold - og hvert hold var udstyret med et træner og en assistent, som sørgede for at guide børnene godt igennem alle øvelserne.

Gråt er godt

Ugeavisen NyTirsdag var forbi fodboldskolen torsdag formiddag - og selvom meteorologerne havde lovet store mængder regn allerede natten mellem onsdag og torsdag, så var det kun et par større vandpytter på gruspladsen, der vidnede om, at der var kommet regn i nattens løb, men banerne var på ingen måde blevet druknet i vand. Så selvom solen ikke skinnede, så var det rigtig godt fodboldvejr.

- Vejret er helt perfekt i dag. Vi har tidligere haft år med 25 grader, og så skal vi simpelthen hele tiden sørge for vand og frugt og solcreme, kom det fra Hans Henrik Sunddal, inden han tog en runde på banerne for at følge med i de forskellige øvelser, børnene var i gang med.

Sluttede med finale

Temaet for årets fodboldskoler var "EM 92," fordi det i år er 25 år siden, at Danmark vandt EM. Og på fodboldskolen i Rødding blev der efter fredagens omgang "sjov og leg" spillet "EM-finale" mellem Danmark og Tyskland.

- Men jeg er ikke sikker på, at der er nogen af børnene, der vil være på Tysklands hold, så det må nok blive trænerne, konstaterede Hans Henrik Sunddal.

Og da Danmark jo som bekendt vandt finalen, så må man gå ud fra, at fredagens sejr gik til fodboldbørnene.