Menu

Historie

 

Rødding Idrætsforening blev stiftet i 1912. Den fik fra starten navnet Rødding Fodboldklub.

Vi er syd for Kongeåen, og i 1912 er landsdelen jo under tysk herredømme. En lille kreds af unge dansksindede enedes om at stifte en dansk fodboldklub i byen. Interessen var fra starten stor, så man kunne ret hurtigt mønstre 2 hold. Da det jo var en dansk klub valgte man spille i de danske farver - røde bluser og hvide bukser. Men det var for meget for tyskerne, der forlangte, at klubben skulle spille i tyske farver. Det gjorde man så ved, at anskaffe sig sorte snørebånd til fodboldstøvlerne, hvorefter man frimodigt bekendtgjorde, at nu spillede man i rødt, hvidt og sort!!

Første formand var urmager Jønsson. Efter genforeningen slog fodboldklubben sig sammen med ungdomsforeningen og man tog navnet, Rødding Idrætsforening. Indtil 1934 deltog RIF med pæn succes i lokale sønderjyske turneringer. Men da man ønskede sig noget større konkurrence meldte foreningen sig ind i JBU og startede i B-rækken, men rykkede allerede samme år op i A-rækken. I starten af 40'erne rykkede RIF op i mellemrækken, hvor man holdt sig til 1947. Efter en tur i A-rækken kom man i 1950 dog tilbage til mellemrækken igen.

Rødding Idrætsforening - har trods navnet - kun fodbold på programmet og har som sådan virket som en traditionel fodboldklub i et mindre bysamfund på omkring 3.000 indbyggere.

I en periode fra 1967 til 1980 slog Rødding og Sdr. Hygum sig sammen om fodbolden i Rødding-Hygum Idrætsforening. RHIF. I 1993 lavede Rødding Idrætsforening et samarbejde med Skodborg Idrætsforening og Jels Idrætsforening om ynglingefodbold. RK93 var navnet, der stod for Rødding Kommune 93. Det holdt desværre kun i 2 år.

Samarbejdet blev taget op igen i 2002. Dengang uden Jels. I 2004 stilles hold både i herrejunior, ynglinge samt damejunior under navnet RøSk02.


Målsætningsarbejde og klubhus

Efter flere år med elevatortilværelse mellem serie 3 og 2, besluttede Rødding Idrætsforenings bestyrelse at lave en målsætning for både senior- og ungdomsafdelingen. I 1988 afholdtes derfor et målsætningsseminar, hvor 90 forældre, ledere, trænere, spillere, kommunalbestyrelses-medlemmer og sponsorer i grupper diskuterede og kom med forslag til en målsætning for foreningen.

Målsætningen omfattede både sportslige og sociale mål. Herunder holdninger til børnefodbold. Målsætningsprogrammet løb af stablen samme år og blev døbt "Mål 92". Det indeholdt bl.a. det sportslige mål for førsteholdet, at det skulle rykke fra serie 3 til Jyllandsserien i 1992. Alle var enige om, at de sportslige mål har stor sammenhæng med det sociale liv i foreningen. Men det var ikke muligt at opnå et klubliv som i mange andre foreninger. For RIF havde ikke sit eget klubhus. I marts 1988 sendte RIF derfor en ansøgning til Rødding Kommune om tilladelse og tilskud til opførelse af eget klubhus. I oktober 1988 blev det oplyst, at der skulle udarbejdes en udbygningsplan for idrætsområdet i kommunen - herunder RIF's klubhusønske og Rødding Hallerne's ønske om en Hal 2. Rødding Idrætsforening og Rødding Hallerne blev bedt om at koordinere en totalløsning. Der skulle gå 7 år, nærmere betegnet til den 4. februar 1995 før RIF kunne holde indvielse af eget "klubhus". At det ikke var en let fødsel kunne fornemmes, da Rødding Idrætsforenings daværende formand Preben Rechnagel på indvielsesdagen blandt andet sagde "- Ind imellem har vi været til mange møder med Rødding Hallerne, ja også med formændene for Folkeoplysningsudvalget og Skole- og Kulturforvaltningen om indretningen af RIF's klubhus. Det har været nogle svære forhandlinger, men i RIF syntes vi, at vi kan være tilfredse med resultatet, som I kan se det i dag, og vi ser frem til et godt klubliv og samarbejde med Rødding Hallerne.


Profiler i Rødding Idrætsforening

Købmand Carl Mølkjær Andersen var manden bag anlæggelse og opførelse af det nuværende stadionanlæg og gamle klubhus. Det sket i 1941/42. Ligeledes var det ham, der startede "Rødding Whist", hvor folk fra hele Jylland kom for at spille præmiewhist. På samme aften var Hotel Rødding, Café Vesta og Arnums Cafe fyldt med spillere. Det var en god indtægtskilde for RIF. Mølkjær Andersen var bl.a. formand for Rødding Idrætsforening.

Tømrermester Anders Andersen var den, der omkring 1940 startede det reelle ungdomsarbejde i RIF og han var en utrættelig ungdomstræner igennem 25 år. Anders Andersen spillede også mange kampe på førsteholdet som en god målmand, og han har også været formand for RIF.

Postbud Ceszlau Kamedula blev en institution i Rødding Idrætsforening. I 1943 var han arbejdsløs kommis i Varde og satte en annonce i Jyllands Posten "Kommis" mellemrække-fodboldspiller søger arbejde?. Han fik henvendelser fra Mariager, Varde og fra førnævnte købmand Mølkjær Andersen. "Kame" valgte Rødding på grund af det flotte nye stadionanlæg og klubhus. (Han havde været vant til at klæde om i et skur). Ud over at have spillet mange kampe på RIF's førstehold, så har han deltaget i bestyrelsesarbejdet fra 1949 til 1964. Heraf 10 år som formand. Kamedula var om nogen manden bag opførelsen af Rødding Hallen. Baggrunden var, at RIF havde et stort engagement i indendørs fodbold, men måtte tage til Vejen for at spille/lave stævner. Ceszlau Kamedula blev Rødding Idrætsforenings første æresmedlem.

Slagteriarbejder Hans Aul har været medlem, spiller, træner, holdleder, eller bestyrelses-medlem lige siden starten som ungdomsspiller i 1942. Senest er han medlem af Seniorklubben. Man gik aldrig forgæves til Hans, når det drejede sig om hjælp til RIF. Hans var en god målmand for RIF, og han glemmer aldrig en kamp omkring 1960 mellem Haderslev og RIF. Det var sæsonens sidste kamp. Haderslev skulle vinde for at rykke op fra mellemrækken. RIF skulle vinde for ikke at rykke ud. RIF vandt med 1-0 efter, at Hans havde taget det helt utrolige.

Politibetjent Jørgen Jørgensen Rødding Idrætsforenings Grand old man bliver i 2004 86 år og er stadig aktiv hver søndag i Rødding Idrætsforenings Støtteklub's bankospil på Hotel Rødding. Jørgen sad uafbrudt i idrætsforeningens bestyrelse i perioden 1966 til 1984, for derefter at fortsætte som kasserer i støtteklubben. Han var idrætsforeningens formand fra 1967 - 1971 og igen fra 1972 - 1979. Imellem havde han et år som kasserer. Jørgen Jørgensen fik også tid til at arbejde med fodboldpolitik som bestyrelsesmedlem i JBU Region 4 i perioden 1976 ? 1988. Den frivillige ledergerning begyndte dog allerede i 1941 i Starup ved Grindsted og han vendte B29, Esbjerg og Ellinge ved Køge inden Rødding. For sin store indsats for fodbolden har Jørgen - som den eneste i Rødding Idrætsforening - modtaget JBU's guldnål, hvilket har bragt ham i en eksklusiv klub.

Æresmedlemmer
Rødding Idrætsforening har udnævnt 6 æresmedlemmer:
Postbud Ceszlau Kamedula
Politibetjent Jørgen Jørgensen
Entreprenør Anders Clausen
Slagteriarbejder Hans Aul
Bankfuldmægtig Egon Enemark
Bogtrykker Sven Ravn

Flest førsteholdskampe

Knud Jønsson
396 kampe - stadig aktiv

Jan Krammer:
366 kampe

Preben Lund:
358 kampe opnået i perioden 1973 til 1993

Sten Thygesen:
326 kampe opnået i perioden 1980 til 1996

Leif Jensen:
323 kampe opnået i perioden 1982 til 2001


Højdepunkter

Førsteholdet i herresenior har ikke været under Serie 3, men indtil idrætsforeningen i 1988 lavede målsætningen var Serie 2 også det højeste.

Lige ved Serie 1 i 1978
1978 var et godt år i Serie 2. RHIF var en overgang 8 point foran nærmeste konkurrent. Trods pointtab kunne man selv afgøre oprykningen i de 2 sidste turneringskampe. Men først tabte holdet 2-0 i Hviding, og i den sidste kamp spillede man uafgjort 1 - 1 mod Gram.

Det endte med, at RHIF, naboklubben Fole og Kolding KFUM sluttede på en delt andenplads. Dengang var der ingen regler for indbyrdes kampe og målforskel, så der skulle spilles omkamp. Efter lodtrækning skulle RHIF og Fole mødes for at spille om retten til at møde Kolding KFUM i den endelig kamp om oprykningen. Kampen blev spillet på neutral bane i Gram, hvor den samlede 500 tilskuere. De så, at en lidt uheldig RHIF målmand Jens Nielsen i første halvleg måtte lukke et mål ind til Fole føring 1 ? 0. Fole kom også på 2 ? 0 i anden halvleg, og så troede man at kampen var afgjort. Men Røddings kamprekordindehaver Preben Lund reducerede 2 min. efter, hvorefter Fole kom under pres, men de red stormen af og vandt 2 -1. Sven Ravn, Andreas Appel og Ib Rasmussen spillede en god kamp, men det var ikke nok.

På holdet var: Ejvind Andersen, Preben Lund, Helge "Hekke" Conradsen, Palle Christensen, Troels Borring, Ib Rasmussen, Bent Thomsen, Andreas Appel (anfører), Jens Nielsen, Ejvind Diederiksen, Niels Clausen og Sven Ravn. Træner: John Rasmussen. Holdledere: Svend E. Petersen og Hans Aul.

Målet blev nået
Målet om oprykning i Jyllandsserien i 1992 holdt ikke helt, men i 1989 rykkede Rødding dog for første gang nogen siden op i Serie 1. Alle 11-mands ungdomshold spillede i A-rækken.

Målsætningen blev fornyet i 1992, og førsteholdet måtte en tur ned i Serie 2, men kom tilbage, og i 1997 lykkedes oprykningen til Jyllandsserien. Det skete efter et meget flot efterår, hvor RIF efter at have vundet 5 kampe i træk selv kunne afgøre oprykningen på hjemmebane mod Ammitsbøl/Jerlev i den 3. sidste runde. RIF havde et forspring på 7 point til nr. 3, så 1 point var nok. Men nr. 3 var netop Ammitsbøl/Jerlev, så det blev en svær kamp. Trods regnvejr var 250 tilskuere mødt op for at bære RIF igennem. Rødding startede kampen noget nervøst og holdene var meget jævnbyrdige. Få minutter før pausen bringer Lars ?Lungi? Sørensen RIF på 1 ? 0 på et hovedstød efter en perfekt aflevering fra Jan Krammer. I begyndelsen af anden halvleg havde gæsterne flere farlige forsøg, som målmand Bjarne Eg Pedersen flot tog sig af. Trods kun 10 mand lykkedes det alligevel Ammitsbøl/Jerlev at udligne midt i halvlegen.. Men et kvarter før tid slog veteranen Leif Jensen til og scorede sejrsmålet til 2 ? 1. Og så var der jubel.

I førsteholdstruppen var: Torben Jessen, Henrik Nederby, Per Vinther, Jan Krammer, Knud Jønsson, Henrik Ellegaard, Jens Peter Jørgensen, Lars "Lungi" Sørensen, Rene Falkenberg, Karsten Kærså, Bjarne Eg Pedersen, Jørn Stendahl, Leif Jensen, Povl Enemark, Lars Jønsson, Brian Knudsen, Ole Bælum, Hans Martin "Mans" Jessen. Træner: Jens Black. Holdledere: Jens Bruun og Leif Buchholt.

Desværre blev det kun til 1 år i Jyllandsserien, og man er i de senere år vendt tilbage til elevatortilværelsen mellem serie 3 og 2.

Luk